torsdag den 19. februar 2009

Se min ugle!


Jeg fik lavet uglen færdig i går,

Møjsommeligt sad jeg og fik syet de 36 knapper på

til øjne.

Gluk gluk, uglen blev fin.

Og dejlig varm er den også.

I dag har Christina sagt, at hun også godt kunne tænke

sig en ugle.

Det finder vi nok ud af :)

Ellers har jeg travlt med at strikke på "Topstykke".

Dagens mål er at nå til pind 100 - jeg er vist ved nr. 91

onsdag den 18. februar 2009

Uglen

Min ugle er færdig, sådan næsten.
Jeg fik den strikket færdig i søndags og hæftet enderne.
Egentlig en let proces. Jeg begyndte torsdag og var færdig
søndag ugen efter. 11 dage. Og mindst 2 dage fik
jeg ikke strikket, fordi jeg lå i sengen.
Den er blevet rigtig god - foto følger.
Jeg mangler nemlig at sy øjne på.
Har været ude at få fat i dem i dag.
Regner med jeg får det fikset i aften.
Ellers går det fremad med "Topstykket" fra Geilsk.
Jeg er vild med farven - tak Helene for råd og vejledning.
I dag har jeg også fundet Bindesjal fra Herningegnen anno 1880 frem.
Jeg mangler ca. 40 pinde + kanten.
Må få det lavet færdig. Nu har jeg lavet en seddel, hvorpå jeg sætter en streg,
hver gang jeg har strikket en pind. Så er det da håndgribeligt, hvor langt jeg
er nået.
Ellers en stille og rolig dag.

tirsdag den 10. februar 2009


Så blev vi også ramt at sygdom. Men hvorfor skulle vi også gå fri, når

"alle andre" er syge. Jeg har frygtelig ondt i halsen, og Preben har dobbeltsidet

lungebetændelse. Rart at Christina ikke er syg.

Vi sover og sover og drikker masser af the og sover.

Jeg funderer over, om det mon ikke hjælper at strikke lidt.

I torsdags var jeg i Hjørring med Helene.

I perlestrik. Jeg købte garn til "Topstykke" (Geilsk.dk) og en ugle-sweater, jeg

har set på slagtenhelligko. Uglen tager form. Jeg har strikket kroppen (er der ikke

nogen, der kalder den "bullen"?) og næsten det ene ærme. Den er ikke så svært,

når man lige kommer i gang. Selv om opskriften er på engelsk.

Ren eleksir at være på tur med Helene. Jeg var ked af det om formiddagen, men

det hjalp at komme ud.

Fredag var jeg på arbejde. Det gik godt. Jeg bliver så rørt over alle de hilsner, jeg får på min

vej. "Rart at se dig", ""Flot du er tilbage", "Jeg har tænkt meget på jer".

Det vil være svært altid. Men vi klarer det, det skal vi.

Jeg tror ikke, der vil være en dag, hvor jeg ikke vil savne Rebecca.

Hun nåede virkelig at sætte sit præg på verden. Det lille smukke menneske.

Prinsessen med det store hjerte.

Jeg ville have været på job i dag, måske kan jeg komme en tur derud i morgen.

torsdag den 5. februar 2009

2009

Ak ja, hvor blev tiden af. Det føles som om, det er årtier siden, jeg sidst har skrevet her.
Oplevelser, jeg for alt i verden ville være foruden, vælter ind.
Vi mistede Rebecca i 2008.
Jeg havde planer om, at dette udelukkende skulle være en kreativ blog.
Men der er desværre så meget andet, som trænger sig på.
Rebecca blev dræbt i en meningsløs ulykke.
Hun var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Oppe på landevejen foran vores hus. Ovre ved naboen for at hente vores hund
sammen med Christina. Vi har terpet og terpet. I må ikke gå på vejen.
Vi skal passe på hinanden. Vi er her kun én gang.
Bilisten så ikke Rebecca. Hun trådte lige ud foran bilen. Så den ikke.
Selvom tililende på stedet, Preben og Christina, læger i ambulancen og
senere læger på Aalborg sygehus gjorde alt, hvad de kunne, mistede vi Rebecca.
Dagen før hun skulle starte i 2. klasse. Den sidste dag i sommerferien om aftenen.
Vores verden gik i stykker.
Vi prøver at komme videre. Det er så svært.
Heldigvis er der mange, som hjælper og støtter os.
Familie, venner og kolleger.
Men det er svært at leve et liv, man ikke har lyst til at leve.
Alt det jeg har drømt om og levet for i de sidste 15 år er væk.
Og kommer aldrig mere tilbage.
Det er det værste. At vi skal leve med dette resten af vores liv.
Hvilket liv?