torsdag den 5. februar 2009

2009

Ak ja, hvor blev tiden af. Det føles som om, det er årtier siden, jeg sidst har skrevet her.
Oplevelser, jeg for alt i verden ville være foruden, vælter ind.
Vi mistede Rebecca i 2008.
Jeg havde planer om, at dette udelukkende skulle være en kreativ blog.
Men der er desværre så meget andet, som trænger sig på.
Rebecca blev dræbt i en meningsløs ulykke.
Hun var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Oppe på landevejen foran vores hus. Ovre ved naboen for at hente vores hund
sammen med Christina. Vi har terpet og terpet. I må ikke gå på vejen.
Vi skal passe på hinanden. Vi er her kun én gang.
Bilisten så ikke Rebecca. Hun trådte lige ud foran bilen. Så den ikke.
Selvom tililende på stedet, Preben og Christina, læger i ambulancen og
senere læger på Aalborg sygehus gjorde alt, hvad de kunne, mistede vi Rebecca.
Dagen før hun skulle starte i 2. klasse. Den sidste dag i sommerferien om aftenen.
Vores verden gik i stykker.
Vi prøver at komme videre. Det er så svært.
Heldigvis er der mange, som hjælper og støtter os.
Familie, venner og kolleger.
Men det er svært at leve et liv, man ikke har lyst til at leve.
Alt det jeg har drømt om og levet for i de sidste 15 år er væk.
Og kommer aldrig mere tilbage.
Det er det værste. At vi skal leve med dette resten af vores liv.
Hvilket liv?

2 kommentarer:

Fru hygge sagde ...

Åh nej, Louise... det må være det væreste man kan blive udsat for - føj, bare tanken om det at mistet et barn, får den klammeste følelse frem i mig!!!
Sender dig og din familie en masse tanker og håber ikke jeg går for tæt på, ved at skrive denne kommentar til dig???
Kh. Mette

Louise sagde ...

Det kan ikke beskrives med ord, Mette. Du går på ingen måde for tæt på.
Tavsheden er langt værre en en sød og varm hilsen. Tak for tankerne <3