tirsdag den 26. juli 2011

Jeg elsker Ferrero rocher

Det er svært at sætte et indlæg ind efter indlægget med tanker til Norge!
Mine tanker kredser stadig mange gange dagligt om den ufattelige tragedie.
Det er stadig uforståeligt og jeg tænker, at jeg endda er på så lang afstand.
Livet suser videre. På forunderlig vis. Nogle kan slet ikke forestille sig en virkelighed, en verden og en hverdag efter den forfærdelige dag.
Jeg ved at mange af dem vil komme videre. De vil aldrig komme over det, men de vil komme videre. Jeg håber for dem, de har mennesker omkring sig. Kærlige, søde og tålmodige mennesker, som tror på, de nok skal rejse sig og komme tilbage. Med tiden med fornyet kraft. Hvis de får tid og plads til at bearbejde sorgen på hver deres måde, tror jeg på, der er en vej frem for dem.
Det var der for mig, da livet så allermest forfærdeligt ud.
Jeg har aldrig før sat ord på det her på bloggen.
Jeg havde en stab af kolleger i ryggen. Kærlige, gode mennesker, som troede på mig. Som trøstede mig og gav mig tid og ro. Ligeså med ledelsen. Men min familie og mine venner. En knalddygtig psykolog, som en af de sidste gange, jeg var hos hende, spurgte mig: "Hvis du over for en anden mor, som lige har mistet sin barn, skal sætte ord på, hvordan man kommer videre. Hvad vil du så sige?"
Først sagde jeg: "Det ved jeg simpelthen ikke". Men ved nærmere eftertanke sagde jeg, at hvis man får lov til at bearbejde sorgen og savnet i sit eget tempo, kan det lade sig gøre. Man må gøre plads for, at følelser er forskellige, og man ikke har behov for at gøre de samme ting. At der ganske enkelt er ting, man ikke magter på de samme tidspunkter. At noget, som føles rigtig for nogle, føles direkte forkert for andre. At gøre tingene i ens eget tempo. Og stadig elske hinanden, midt i hele følelseskaoset.
Hvis der er nogle, som tror på, at man kommer tilbage en dag, så gør man det. Måske endda med fornyet styrke.
Jeg får stadig tilkendegivelser på, at jeg er en stærk kvinde.
I starten var den omsorg svær at tackle. I dag ved jeg, den er nødvendig for at komme videre.
Min livsvilje viste sig at være stærk. Uden den stod jeg her ikke i dag.
Jeg er taknemmelig for meget og kan glædes over små banale ting igen.
I dag blev jeg glad over noget så enkelt som en plastikæske!

5 kommentarer:

strikkeentusiasten sagde ...

Efter sådan en tragedie er det svært at finde de rigtige ord....desværre er sorger og glæde ikke ligeligt fordelt her i livet, nogle rammes hårde end andre og det kan kun synes uretfærdigt.

Jeg ved at sorgen og savnet af dem vi elsker ikke forsvinder...som årene passere bliver knuden i hjertet mindre - men den vil altid være der.

Sender dig og din skønne familie en stor solskinshilsen og kærlige tanker.
kh Jane

Louise sagde ...

Det er det, Jane. Nogle ord føles helt forkert og faktisk kan man tit slet ikke finde nogle.
Vi tænder lys og lægger blomster. Nogle synes, det er underligt, men man har behov for at vise sin medfølelse med andet end ord.

Sorgen bliver mindre, men savnet bliver større, synes jeg,

Jeg sender ditto retur.
Kærlig hilsen Louise

GNIST sagde ...

Det finnes så mange kriser, så mange sorger, men å miste sitt barn må være det verste. Vi synes alle at det som har skjedd er tungt, men vi må ikke være redd for å vise glede. Og å glede seg over de små ting er en gave. Jeg kan ikke la være å tenke på andre som opplever krise av andre grunner og som kanskje ikke får all denne støtten... Det er viktig å stille opp for andre. Og det er like viktig å tørre å åpne seg for andre. Fint at du skriver om dine erfaringer Lovise!

helene sagde ...

du er en stærk og fantastik kvinde......

med hensyn til chokoladerne - var du ikke på kur..

Ulla-Bella sagde ...

Tenker på deg Louise som selv har kjent på denne smerten. Når slike tragedier som det i Norge skjer blir ens egen smerte blusset opp. Ta vare på deg selv og dine, og så fint å se at du kan glede deg over de små ting. Klem fra meg.